Tårer presser på, og dyb smerte og medfølelser hamrer i mit bryst. "Har du hørt det" - en sms, fra min lillebror. Jeg ringer op, og får bekræftet min forundring omkring beskeden.

Torsdag d. 20. oktober, mistede min fantastiske lærer, gennem tre år på htx, sin mand. Og jeg burde måske slet ikke bliver så berørt, men hun er så meget mere end min tidligere lærer - hun er en fantastisk veninde - smilet der giver dig overskud - detaljen der får dig til at føle dig værdsat. Før i tiden, ville jeg have kondoleret, også kommet videre; og jeg ved, at videre også er den vej man skal. Men.. Nu rammer det mig på en anden måde - det er en anden smerte der rammer en. En anderledes smerte, fordi man ved, hvilken uendelig smerte vedkommende gennemgår. Og det gør ondt.

Jeg sender alle mine tanker og min dybeste medfølelse, til den pårørende familie.